Anette Eckmann: Jeg kender ikke andre stylister på 65, der knokler på, som jeg gør

NYT PÅ BLOGGEN

Personligt holder jeg meget af at læse om stærke og inspirerende kvinder med noget på hjerte. Derfor har jeg spurgt en række kvinder, om de vil fortælle lidt om, hvad der sker inden i dem – fortælle om de erfaringer, som de har gjort sig i livet, om kærligheden, om at drømme og om at passe på sig selv.

Temaet har jeg valgt at kalde for ‘Inden i’, og den første kvinde, som jeg vil præsentere for jer er den dygtige og meget energiske trendresearcher, stylist og eventplanner, Anette Eckmann.

ska%c2%a6rmbillede-2016-09-15-kl-15-34-23

Det drømmer jeg om …

At få lov til at blive lige så gammel som mine forældre (83 & 92).
De bor i eget hus, dyrker egne grøntsager, laver mad fra bunden hver dag, og så har de et stort netværk og er aktive i sociale sammenhænge. De er rollemodeller for mig.

Hvis jeg kunne gøre noget om, ville jeg …

Som ung havde jeg meget travlt med at komme ud af skolen og få mig et spændende job – mand, villa og vovhund!

Jeg fik ikke rejst ud i verden, og set i bakspejlet så ville jeg gerne have prøvet at bo i udlandet. F.eks. i Amsterdam eller Paris, som jeg elsker eller Australien eller i New York over længere tid. Jeg HAR rejst meget men tit og ofte i forbindelse med mit arbejde.

Det vil  jeg gerne kunne give videre …

KREATIVITET, glæden ved at bruge sine hænder. Madlavning – som er min store passion, de gode opskrifter, inspiration.
MODET til at gå i krig med kreative sysler, læring og viden.
NYSGERRIGHED – jeg er drevet af min nysgerrighed og min energi.

anette-eckmann-stilleben-fra-sommerhus

Stilleben fra Annettes sommerhus

Det har kærligheden lært mig …

At tilgive, hvor banalt det end lyder. At man ikke kan lave om på hinanden, hvor gerne man end vil det. At ingen er perfekte heller ikke jeg selv, og at kun ganske få par er 110% lykkelige alle 365 dage om året gennem hele livet. Jeg har lært, at kærligheden til venner og familie, til kreativitet og nye udfordringer og til selve livet gør, at det er nemt at få benene ud af sengen hver dag.

anette-ecmann_mand

“Jeg synes, det kan være svært at være gift. På den anden side, kan jeg på den lange bane ikke leve alene. Jeg var 40 år, før jeg blev gift, og jeg har levet alene i 10 år. Det passede mig fint, ensom var jeg slet ikke. Til gengæld elsker jeg, når man gør noget sammen, flytter noget sammen, oplever noget sammen – og der er min mand virkelig en god partner. Han er også nysgerrig”. Her ses Anettes mand Bent i deres fælles sommerhus.

Når det gør ondt inden i, passer jeg på mig selv ved at …

Flygte op i vores sommerhus og sætte en masse kreative projekter i gang – noget hvor jeg skal bruge mine hænder. Så laver jeg lækker mad, bager rugbrød, binder buketter, samler vilde urter og svampe i skoven, sætter en plade på pladespilleren og hører høj musik. Gemmer mig væk og passer på mig selv! Ellers inviterer jeg venner og familien til en dejlig middag. Brygger en kande grøn te eller cykler ud i naturen.

Når jeg bliver gammel, vil jeg gerne …

Jeg ER jo gammel! Jeg er 65 år, og jeg kender ikke andre stylister i den alder, der knokler på, som jeg gør. Jeg har meget energi og med mine meget friske forældre foran mig, håber jeg på minimum 30 aktive år mere. Jeg vil gerne skrive flere bøger, blogge om alt det jeg elsker, at dele og at give videre. Møde endnu flere spændende og inspirerende mennesker fra hele verden. Passe på min familie, mine børnebørn og kære venner. Gå til flere koncerter – fra hård rock til klassisk opera, se ballet og teaterforestillinger. Rejse tilbage til Australien og opleve mere af det fantastiske land. Engagere mig i kunst og kultur og sysle med en masse kreative projekter.

Frokost i Kongens Have - et event for julestjernen Poiensettis. Pressen og bloggere blev forkælet med lækkerier og læring.

Jeg elsker at arrangere events. Her er det en frokost i Kongens Have – et event for julestjernen Poiensettis. Pressen og udvalgte bloggere blev forkælet med lækkerier og læring.

Det smukkeste i livet er …

Når man kan hjælpe andre. At give gaver både fysiske og psykiske. At få lov til at blive kaldt “Nenne” af børnebørnene. At opleve et tæt sammenhold blandt venner og familie. At være beriget med et åbent sind, nysgerrighed og få fordomme. At møde mennesker fra mange forskellige kulturer og at være i stand til at rumme det hele.

Jeg føler mig hel når jeg ….

Sidder i min bil med speederen i bund. Lige der hvor jeg rammer motorvejen i Valby, og højtaleren er på fuld drøn med den musik, jeg elsker så højt. I det sekund føler jeg en lykke, der er helt ubeskrivelig. Lyder det mærkeligt? Sådan er jeg åbenbart skruet sammen… Men jeg har den samme følelse, når jeg sidder i nattøj udenfor mit sommerhus på terrassen med ild i udepejsen og stirrer ind i ilden og takker Gud for, at jeg har fået lov til at eje det dejligste sted på jord sammen med min mand.

Borddækning hjemme hos Annette

Borddækning hjemme hos Annette

Anette Eckmann er ikke kun en hamrende dygtig stylist, hun har også en fantastisk blog, hvor du kan lade dig inspirere af hendes kreative univers. Find bloggen på: www.eckmannstudio.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *