ER DU PÅRØRENDE?

Det her bliver et meget personligt blogindlæg. Jeg skriver det fordi jeg oplever at en stor gruppe mennesker bliver overset og ofte misforstået. Jeg taler om at være pårørende. I mit tilfælde til alkoholikere.

Det er okay at passe på sig selv. Som pårørende kan det være en af de største udfordringer.

I mange år, faktisk flere årtier forstod jeg ikke min mor. Jeg forstod ikke, hun lod mig og min søster være i familiepleje i lang tid. Og jeg forstod slet ikke, at hun en dag pakkede vores ting og vi en kold november nat lå på madrasser i et tomt hus langt ude på landet i Jylland. Væk fra Hellerup, væk fra mine venner, væk fra mit liv. Og værst (eller bedst) væk fra min far. Jeg forstod ikke hun ikke kæmpede for familien, for os og for min far.

Jeg var godt klar over min far ikke var, som de andre fædre. Min far var en temperamentsfuld, crazy kunstner med alt for meget alkohol i blodet. I starten var det fest og farver den sidste tid af hans 44 årige liv var det bunden af alt, flasken, livet og samfundet. Han døde alene på Nørrebro, måske af en anden sygdom, måske af druk. Men fakta var, at min mor ikke kunne klare det mere. Hun samlede min søster, mig og vores ting sammen og valgte livet. Et liv uden angst, slåskampe og druk.

Sammen med min far.

Jeg bebrejdede hende det. Vi efterlod min far i sølet. Jeg følte skam og skyld. Jeg forstod ikke hvorfor hun, resten af familien og vennerne ikke hjalp. Hvorfor var der ingen der ville redde ham. Hvorfor lod de mig miste min far?

I dag forstår jeg bedre. Jeg forstår, at man skal passe på sig selv. Jeg forstår også at nogen måske kan leve med en misbruger og andre ikke har kræfterne –jeg var i den sidste kategori. Jeg ved det fordi jeg selv en dag endte i samme situation. Dog ikke så grelt som min far. Men fornemmelsen af at miste sig selv, at syne hen og at alt ender med at handle om misbrugeren. Det kunne jeg ikke holde til.

Er du pårørende, må du ikke glemme dig selv. Bed om hjælp også selvom det kræver ekstra kræfter.

Grunden til jeg skriver dette indlæg er fordi jeg forlede dag så ’Mens døden os skiller’ på DR1 (se den). Her handler det om sygdom. Lasse får ALS og Ina kæmper hjemme med fire små børn. Hun kan ikke holde ud at være i forestillingen om et ægteskab med Lasse, der sidder på plejehjem og ikke kan røre sig. Det virker umiddelbart hårdt og voldsomt, at hun har behov for at trække sig fra en mand, der er er så ulykkelig og jeg fik straks sympati for Lasse. Men efter noget tid, kunne jeg pludselig mærke mig selv i mit forløb som pårørende.

Ina blev forladt af ham hun elsker, fornuften ved godt det er en sygdom. Men hun er ensom og hun giver og giver. Det eneste hun trænger til er at blive holdt om, at Lasse kommer tilbage og passer på hende, at han bliver den mand hun giftede sig med. Jeg tror ikke hun på noget tidspunkt ikke elsker Lasse. Men hun er vred. Vred på sygdommen og på livet. Instinktivt skubber hun ægteskabet væk. Det, der smerter hende. Det, som ikke mere er som det var. Det liv og den mand hun elskede.

Jeg har hørt flere omtale programmet og hvor hård de oplever Ina. ”Hun kunne godt kæmpe lidt mere for sin mand”. Men Ina kæmper jo. Jeg tror ikke man forstår hvilken ensom kamp, det er at være pårørende og i det her tilfælde er det helt håbløst, for som hun siger ”man ved ikke om det tager to eller ti år”. Skal Ina ikke holdes om i ti år fordi det forkert i forhold til vores uskrevne regler?

Det er lidt anderledes, at være gift med en alkoholiker. Det ER en sygdom og jeg vil mene at nogle få er uhelbredelige syge. Men størstedelen kan behandles og få et godt liv uden alkohol. Ikke desto mindre oplevede jeg, at modtage mails fra flere, da jeg kastede håndklædet i ringen. Jeg blev bebrejdet, at jeg ikke kæmpede mere for et menneske, der lå ned. Udefra kan jeg godt forstå reaktionen. Jeg tænkte jo det samme om min mor. Stakkels mand, der sidder alene tilbage. Men problemet er, at du som pårørende til en alkoholiker bare er statist i den andens liv. Du sætter ikke dagsordnen. Det er alkoholikeren, der er syg. Så din største kamp er at skaffe hjælp til ham/hende. Fjerne flasker, rydde op og rejse den ulykkelige person du elsker op, igen og igen.

Det er svært at være syg af alkoholisme. Men det er også meget svært, at være pårørende (modelfoto)

De får omsorgen og hjælpen. Mens du selv falder mere og mere sammen. Det svære er også at alkoholisme er så stort et tabu, så det er ikke nemt, at dele det med nogen, for hvis det hele ser perfekt ud på ydersiden, er det hele sikkert godt.

Jeg har aldrig prøvet at se så perfekt ud mens alt indeni var uperfekt.

Mit spørgsmål til dig. Er det en falliterklæring at sige ”jeg kan ikke mere?”

Hvad gør det ved os andre, at nogle opgiver kærligheden og ægteskabet fordi, der ikke er flere kræfter tilbage? Hvorfor har vi brug for at mene det er for dårligt?

Jeg oplever der er alt for lidt fokus, forståelse og omsorg overfor de pårørende. Jeg følte mig i hvert fald uendelig alene og sårbar og jeg forstår så godt, at min mor valgte at passe på min søster, mig og sig selv. I dag er jeg dybt taknemmelig for hun gjorde det.

I dag gør det ikke noget, at være uperfekt udenpå. Jeg har valgt mig selv og har det godt indeni.

 Her finder du gode råd til at konfrontere en alkoholiker

Er du selv pårørende vil jeg elske, du deler din historie med mig. Måske er du kommet over på den anden side og har nogle gode råd til andre der læser med. Du kan godt skrive anonymt herunder.

 

 

10 Comments

  • Kamilla Lauenborg siger:

    Jeg har, on and off gennem seks år, været i forhold med en misbruger.
    Alt handlede om hans misbrug, på den ene eller anden måde. Og langsomt mistede jeg mig selv. Jeg var åben overfor mine veninder og forældre, men stadig SÅ alene, da de på ingen måde kunne sætte sig ind i min situation.
    Via pårørendegrupper fandt jeg ud af, at jeg havde en valg. Jeg kunne gå. Modsat andre i grupperne, som var forælder/søskende/barn af en misbruger, og derfor var knyttet på en anden måde.
    Jeg traf en valg. Jeg valgte mig. Og gik.
    Det tog et par år indtil jeg var helt ude på den anden side. Og arrene sidder her stadig, og vil nok altid gøre.
    Men jeg valgte mig; hvilket er det bedste, jeg har gjort for mig selv ♥️

    Mit bedste råd. Uanset hvor svært og tabubelagt det er, så skal du ALDRIG gå alene med det.
    Der findes hjælp for pårørende.

  • Malene siger:

    Helt fantastisk indlæg. Jeg kender så meget følelsen efter nogle meget svære år med sygdom og misbrug hos mine forældre, da jeg var ung. Det var en kæmpe lettelse for mig (og dem), da de døde med 1,5 års mellemrum, da jeg var 33-34 år. Jeg har godt nok skulle høre fra mange, at jeg ikke gjorde nok for mine forældre, ikke besøgte dem nok på hospitalet (i perioder holdt jeg mig væk), og at jeg var alt for egoistisk. Men jeg forsøgte bare at overleve, tage en uddannelse, komme igang på arbejdsmarkedet og ikke mindst danne min egen personlighed der i 20’erne.

    Jeg havde også SÅ meget sympati for Ina i dokumentaren. Jeg bliver så træt og vred over, at andre mennesker skal dømme folk på en situation, de ikke kender og slet ikke kan sætte sig ind i. Når man som pårørende siger fra og er “egoistisk”, så gør man det, når det er allesidste udvej for egen overlevelse. For vores baturlige reaktion er at hjælpe, hjælpe og hjælpe endnu mere. Hvis man ikke har stået i situationen selv, kan det være meget svært at forstå, og så bliver det nemt blot at dømme andre.

    Så endnu engang et kæmpe TAK for, at du som offentlig stemme siger disse ting højt❤️

  • Anonym siger:

    Tak fordi du deler. Kan kun sige din mor er en sej kvinde. Står i hendes situation og det er et svært valg hun har træffet men det vigtigste! Alkoholisme er virkelig tabubelagt og at være pårørende endnu mere. Tak igen fordi du deler. Det hjælper andre!!!

  • Anonym siger:

    Fantastisk at du bringer dette emne frem i lyset.
    Jeg har også levet et liv med en misbruger. Trods at det nu er 6 år siden jeg valgte mig selv og et stabilt og trygt liv for børnene, KÆMPER jeg stadig med eftervirkningerne, følelsesmæssigt, økonomisk og ikke mindst børnenes velbefindende. Det er uforståeligt (ubeskriveligt) så drænet og ændret man bliver, og det skal man vidst have prøvet på egen krop for at forstå.
    Jeg hørte også Inas hårdhed (i programmet), men så også hendes grundløse træthed og energiforladte øjne, og jeg fik den dybeste sympati med hende. Tænk at blive ‘forladt’ af sin elskede, stå med 4 børn (og hus, og økonomi og vasketøj og indkøb og bla bla bla😬) og som hun siger, bare ‘give og give og give’.
    Hvem aflastede hende og passede på hende?
    Hvad gav hende næring og positiv energi?
    Jeg har faktisk efterfølgende forsøgt at finde hende, da jeg forestiller mig at hun får nogle knubs efter udsendelsen. Ikke at jeg var ‘enig’ i alle hendes beslutninger (men jeg ved også at et tv-program bliver vinklet og redigeret), men for at sende kærlig energi til hende og udvise forståelse for hendes situation. Det er så let at sidde i sofaen og dømme, men puha, hendes vrede, bitterhed og træthed gik lige i maven på mig.
    Igen TAK Louise, fordi du bringer dette frem❤️

  • Anonym siger:

    ….bundløs træthed, skulle der stå👍🏼

  • Well. Jeg er så i den modsatte situation.
    Jeg er lige blevet forladt, fordi et års sygdomsforløb var for hårdt. For ham. Selvom det ikke var den store hjælp eller støtte jeg fik og klarede alt omkring det benhårde forløb selv

    Så jeg er med på at det er hårdt at være pårørende. Men nej, jeg synes det er for nemt at gå fordi man ‘skal passe på sig selv’
    Begge dele burde kunne lade sig gøre

    Ps. Jeg er rask igen.

    • Louise Dorph Louise Dorph siger:

      Kære dig
      Først, mange, millioner, gange tillykke med du er blevet rask igen! Og hvor er jeg ked af din kærestes kærlighed ikke kunne holde til dit sygdomsforløb. Det må gøre så ondt. Det er vigtigt for mig, at sige, at jeg ikke synes man bare skal forlade skuden så snart, der trækker vand ind. Man skal kæmpe, hvis man elsker og man skal kæmpe meget. Det jeg mener er, at hvis man selv og ens børn er ved at drukne så skal man redde resterne inden alle forvinder. Grunden til jeg brugte Ina som eksempel var fordi jeg følte jeg kunne se, hvorfor hun skubbede ham væk. Det var måske i virkeligheden fordi hun elskede ham så højt og smerten over at miste ham var så stor. Og så også, fordi hun havde fire små børn, der skulle have et dejligt og normalt liv 🙂 Der var ikke meget Ina tilbage og så handler man måske ikke helt hensigtsmæssigt 🙂
      Personligt, kender det jo kun i forhold til at være pårørende til misbrugere. Og jeg var ikke stærk nok på den lange banehalvdel. Måske er det en falliterklæring, måske? Ikke destomindre har jeg et varmt, trygt og lykkeligt liv i dag.
      Tak fordi du svarede mig herinde og gav en anden vinkel. Jeg ønsker du finder en kærlig og vedholdende kærlighed igen.
      Kh. Louise

  • Louise B. Greve siger:

    Mærkeligt som, at være pårørende til en misbruger, sætter knuden i maven i oprør, hver gang jeg hører om dette problem. Jeg mistede min mor i 1997, dengang var jeg 26 år og fandt min mor ligge død på gulvet på hendes værelse, tirsdag den 2. december om formiddagen. Jeg havde nogle dage forinden været på besøg og dér fortalte hun, at hun var faldet ned af de sidste trappetrin. Hun havde ondt og lå i sin seng…. men det gjorde hun jo så tit!! Jeg glemte det jeg havde lovet… at ringe til lægen om mandagen… det skulle jeg jo ikke have glemt… dagen efter døde hun. Hun havde et hul på den ene lunge… men “heldigvis” havde hun også en promille på 1,5…. her 21 år efter har jeg stadig dårlig samvittighed over dette!! Men hvad kan jeg bruge det til??? Ikke noget godt i hvert fald.
    Da jeg gik i 7. klasse fandt jeg ud af at min mor drak. Hun var skabsdranker og nogle dage var bedre – for mig – end andre. Min far kæmpede en brav kamp, for at gøre hverdagen tålelig for min søster og mig. Min søster som er 6 år yngre, har set en helt anden side af mor end jeg har! Min mors alkoholmisbrug fortsatte og det blev sværre at skjule. Var det fordi min mor ikke havde den rette opbakning??? Jeg ved det ikke… men det er rigtig, rigtig svært at hjælpe nogen som ikke ønsker det.
    Det krævede også utrolig meget mod fra mig! Jeg kunne f.eks. ikke konfrontere min mor med hendes misbrug, når hun var ædru og “klar i hovedet”. Når hun var ædru elskede jeg hende så højt og ville ikke såre hende med mine problemer. Jeg var bange for at ødelægge dét lille håb om ædruelighed og kærlighed, som måske kunne redde hele familien.
    Mærkeligt… derfor var det lettere for mig, at konfrontere hende med det, når hun var fuld – for så havde jeg altid ret!?
    Jeg elskede min mor, men hendes misbrug har gjort mig til en anden person, end hvis hun ikke havde et misbrug. Ingen tvivl om dét! Og jeg ville allerhelst have været foruden!!
    Min far blev i forholdet til min mor, for som han sagde… “ellers går hun helt i hundende”. Men det har sin pris!!!

  • ilse siger:

    Jeg har levet med en misbruger og..måtte osse gå med to børn selvom jeg varcskide bange for ham… man slipper der det aldrig men lærer at leve med de ar det gav…. mange år senere røg jeg så selv i fælden… min dejlig mand fik mig til st forstå at det var et problem for os allesammen og jeg er ham dybt taknemlig for han holdte ud…
    Idag er detcså min tur til at “betale” tilbage da han er uhelbredelig syg af kræft. Jeg har plejeorlov og har lovet min mand at han skal dø herhjemme med min hånd i sin…. puha godt I ikke kan se mine tårer… jeg har ose lyst til at kaste håndklædet i ringen… for det er så umenneskelig hårdt… og nogen gange tænker jeg med mega dårlig samvittighed.. er det her ikke snart slut… men kunne aldrig drømme om at smutte …. han har været der for mig i snart 18 år… og vores kærlighed til hinanden gør at vi klarer det….så osse godt de to udsendelser og tudede mig igennem dem..da de ramte lige der hvor der gør allermest on

  • Heidi siger:

    Højt at flyve, dybt at falde……

    Efter 13 år sammen med min mand ( 40 år) må jeg ( 39år) indse, at uanset om det var hverdag eller weekend, at jeg tog pænt tøj på hver dag, lagde makeup og satte hår så har min mand valgt en høj, grøn, lang og slank flaske eller en rund og butte metaldåse i stedet for vores fælles søn på 11 år og mig. Uden at støde nogen ville jeg faktisk hellere at han havde fundet en anden kvinde. Det havde for mig været mere konkret og noget jeg kunne forholde mig til og jeg kunne blive vred på ham og måske nemmere komme videre.
    Jeg har givet ham et ultimatum – gå i behandling eller vi bliver skilt. Jeg har ikke et problem siger han, det er dig der har. Så jeg har nu boet i lejlighed i 4 mdr med vores dreng og han vil ikke gå i behandling. Han har skåret ned som han siger og har ikke brug for professionel behandling. Han har drukket i mere end 13 år, ( fik af vide for nylig at hans ungdomskæreste fraflyttede ham af samme årsag ( hun konfronterede også hans forældre som afviste hende). Efter disse oplysninger følte jeg skylden lette en lille smule, for kun at begynde at æde mig op igen.
    Han har ikke haft et ordentligt fast jo i 6 år. Ansættelser af meget kort varighed og altid alle andre og jobbets indhold der får skyld for at det ikke holder.
    Hvornår begyndte du først at tænke over det spurgte min psykolog mig? Det ved jeg ikke…. Når jeg kigger tillbage nu, kan jeg godt se, at mine alarmklokker burde have ringet, det gjorde de måske også, jeg kan ikke erindre det – måske fortrængt det? Jeg var forelsket, han var sprudlende, glad, snakkesaglig, vi havde begge to gode jobs, flyttede sammen i nyt hus i en af de pænere bydele i en stor dansk by, rejste, hyggede med venner og tingene kørte godt.
    Erindrer dog at min svigermor efter ca. 4 mdr spurgte mig, om jeg havde fundet øl i hans bil hvortil jeg svarede nej. Tænkte dengang at det nok var fordi han skulle handle for hende og havde glemt at aflevere dem. Videre fandt jeg i starten af vores forhold en tom øl dåse i et skab på badeværelset og adspurgt svarede han, at det var en kammerat der havde sat den den. Jeg tænkte, at kammeraten bare havde lavet sjov. En af de første gange han skulle spise ved mig efter vi havde mødt hinanden kom han efter arbejde og satte sig med nogle papirer og 2 øl i min sofa, jeg kommenterede det ikke, tænker jeg nok ikke synes det var min ret så tidligt i forholdet. ( Han arbejdede som sælger i en stor virksomhed, ofte hvor der ofte var arrangementer med mad og drikke incl alkohol i arbejdstiden).
    Jeg var studerende på det tidspunkt, havde cykel som min transportmiddel og han bil. Husker en aften tidligt i vores forhold hvor der var voldsomt snevejr og han ringede og spurgte om jeg kom. Jeg sagde at det gjorde jeg ikke pga vejret men spurgte om han ville hente mig. Det kunne han ikke og blev sur over at jeg ikke bare kunne cykle. Jeg var forelsket fandt ud af noget bus og kom hen til en kæreste som sad med blå tænder og drak rødvin med sin bror mens de så fodbold på en hverdag.
    Så ja, havde jeg vidst mere om alkohol, spurgt ind og været klogere kunne mit liv have været anderledes . Men han var jo en nydelig mand, med fast job, bil og hus så jeg havde da slet ikke i tankerne at han kunne være en kandidat til alkoholmisbrug. Det var jo dem jeg så på bænken der så nussede og beskidte ud, når jeg cyklede til mit studie om morgen og hjem om eftermiddagen.
    Der gik et par år hvor livet kørte godt. Vi kunne dog skændes og diskutere, men jeg erindre ikke at det var så voldsomt. Vi var jo også kun os to så der var ikke så mange forpligtigelser og ansvar når der ikke var børn. Jeg husker de første 2 år som gode og fyldt med venner og gode oplevelser. Vin var en del af hverdagen til aftensmaden. Jeg fik 1 glas men ikke altid. Tænker at for en misbruger er alkohol ”pænt” forklædt i en flaske vin. Folk kigger ikke nær så meget som hvis der stod 6 tomme øldåser.
    Jeg bliver gravid og vi får vores søn efter 2,5 sammen. Det var en meget vanskelig og hård fødsel der endte med et meget akut kejsersnit som tog hårdt på os begge men ikke fyldte i vores forhold. Da vores søn er ca. 1 mdr gammel mister min mand kørekort pga for høj hastighed, jeg så papirerne og ved det ikke var alkohol . Det er træls, men vi får snakket om det. Det sker mens hans forældre er på ferie, vi passer deres hus som er ca. 800 m fra vores. Jeg undres over, at mens de er afsted er min mand derovre mange gange om dagen. Jeg ved ikke om det er en 6. sans eller om jeg var begyndt at mistænke ham for at drikke i smug. Jeg triller forbi med barnevogn en dag og opdager at min mand har brugt forældrens garage som værthus. Der står masser af tomme øl og jeg får et chok. Jeg konfronter ham, han benægter. Men jeg ved at sådan vil min svigerfar aldrig lade hans garage se ud! Går man med et spædbarn på 1,5 mdr? Nej, jeg sætter mig i sofaen og ammer videre.
    Sådan kan jeg blive ved med at liste eksempler op. Som da min søster og jeg fandt en pose med tomme øldåser i hullet til reservehjulet! Som årene går bliver jeg mere og mere kontrollerende. Jeg finder øl mange steder. I poser bag havejakkerne i skuret, under sædet i bilen i gummistøvlerne, bag fryser i skuret, alle steder. Gang på gang. Samtidig er der 4-5 flasker vin på en uge meget almindeligt. Der er altid en anledning og en undskyldning. Weekend, fodbold, god mad mm. Altid et argument.
    Jeg har vejet bag in box for at finde ud af hvor mange glas han har drukket, spærret benzinkort, kørt efter ham, lugtet til ham både i vågen og sovende tilstand, taget bilnøgler, smidt øldåser efter ham, fortyndet vinen, hældt den ud, overvejede at spyttet i vinflasken i ren vrede og gjorde det også, jeg har tjekket og kontrolleret så MEGET at jeg først nu kan se hvor syg jeg også har været og stadigvæk er for jeg kan endnu ikke slippe det. Stille og rolig begyndte vores søn her i 9-10 årsalder også at kontrollere far og tjekke skur og skraldespande og de fik voldsomme konflikter når ex. vores dreng så far drikke direkte af et 3 L vinkarton med munden for hanen kl 9.00 inden vi skulle på familieudflugt. Far benægter og søn bliver vred, jeg ved min søn har ret og tager hans parti og far skælder så mig ud for at manipulere og ødelægge familieturen
    Alle hans kørertur, cykelturer, gåturer og mine spørgsmål dertil? Hvor har du været henne – ”det kommer ikke dig ved, jeg er en voksen mand, jeg har også brug for alenetid, der var kø ved vaskehallen ( nok, ikke i 3 timer), du ser også veninder ( øh, ja men du ved hvor jeg er og hvornår jeg forventer at komme hjem – igen er jeg den der bliver skurken…), du drikker også pepsi max og cafe latte, naboerne drikker også, der er ferie, det har været en varm sommer, din onkel og tante får også rødvin til aftensmaden, hvis jeg ikke var gift med sådan en som dig, hvis du bare kunne styre vores søn og dig selv blev jeg ikke nødt til at flygte fra vores hus.
    Jeg har tigget, bedt, grædt, skældt ud, hældt øl og vin ud, vist kontoudtog, benzinkort ,konfronteret ham gang på gang og IKKE kunnet forstå han dog ikke kunne se det!! Helt konkrete beviser på kontoudtog fra benzinkort hvor der står drikkevare lige op i ansigtet på ham – ”det er ikke mig, der må være fejl, du er hysterisk og under mig ingenting, der er ferie, der er fodbold, jeg må også nyde livet, der er varmt, der er jul, der er altid en anledning og en undskyldning for en alkoholiker!!!

    Vores sexliv røg, det er din skyld sagde han når rejsningen endnu en gang svigtede. Hvorfor gider du aldrig kysse mig mere – fordi du altid lugter og smager af alkohol sagde jeg til ham. Det hele bliver en ond cirkel og så kan man også skændes om det og få en følelse af utilstrækkelighed både han og jeg. Han bliver sygelig jaloux og beskylder mig for at dyrke sex med alle mulige også foran vores søn.
    Jeg har tørret bræk op og skiftet sengetøj da han gik så kold efter en fest at han tissede i sengen.
    Han har siddet med rystende hænder og sved på panden ved morgenbordet og jeg har lavet al verdens morgenmad for det må vel være hans blodsukker der er lavt – NEJ abstinenser.

    Vores konfliktniveau stiger og vores skænderier bliver hyppige og voldsomme. Vores søn hører og overværer mange af disse. Sproget og tonen i et hjem med alkohol bliver hård og grov. Grænserne skrider og flyder og normen for god opførsel familiemedlemmerne i mellem forsvinder langsomt og uden at man lægger mærke til det.
    Andre har konfronteret min mand med hans alkoholmisbrug. Kollegaer, naboer, venner og familie. Mange har påtalt det overfor mig og jeg ved, og jeg ved at de har forsøgt at tale med ham om problemet. Men han benægter eller bliver vred.
    Har altid elsket at lave mad og have gæster, men som årerne gik ebbede lysten ud. Jeg orkede ikke, at lave mad en hel dag, have styr på sønnen for manden skulle jo sådan en lørdag lige køre 3 – 4 gange, nervøsiten om aftenen ville gå nogenlunde uden pinligheder. Når så gæsterne kom skulle jeg sørge for maden, barnet, snakke og samtidig have jeg travlt med at kontrollere min mand og hans indtag af vin og samtidig redde hans samtale med gæsterne hvis jeg synes han begyndte at vrøvle. Hvis manden ikke var faldet i søvn med barnet mens gæsterne var der og jeg så tåkrummende skulle holde den kørende indtil de gik.
    Eller så puttede jeg manden og barnet når gæsterne var gået for så at rydde op for jeg vidste godt at manden ville være træt, pirrlig og opfarende dagen efter og det ville give konflikter, så det var bedst hvis alt bare var ordnet og ryddet op så vores søn og jeg kunne cykle eller køre en tur.
    ”Vi cykler en tur, kører en tur og finder en is, far er træt” – vi har spist mange is og tilbagelagt mange kilometer på cykel alene uden far. Jeg har så senere på dagen påtalt adfærden dfra den foregående aften og så startede skænderierne igen.
    Jeg har haft svært ved at tage hjemmefra og deltage i sociale ting for jeg har altid været bekymret for, om far nu måske faldt så tungt i søvn efter en flaske vin at han ikke kunne vækkes af vores søn hvis han var ked af det eller der skete noget om aftenen. Det har nok begrænset mig mere end jeg umiddelbart har tænkt. Jeg har aldrig slappet ordentligt af når jeg har været på cafe med en veninde eller til personalefest med arbejde.

    At bo med en mand og far der drikker er som at bo med to personer. Det er også det der gør det så pokkers svært. Han har været en super sød, betænksom, kærlig og omsorgsfuld mand og far. Jeg er ikke i tvivl om at han har elsket os og stadigvæk elsker os. Jeg savner ham og vores gode stunder sammen, som der har været mange af !! Det har ikke kun været skidt.
    Men jeg savner ikke den mand der mister besindelsen, råber og skriger, kører i raseri, lyver, benægter, er hårdhændet overfor vores søn (skubbet et spisebord ind mod ham, smadret hans mobiltelefon og ødelagt hans legetøj, kaldt mig luder, møgsæk, møgso foran vores dreng). Jeg har heller ikke været en engel -kaldt ham idiot, alkoholiker, kvartalsdranker, taber, råbt at jeg hadede ham, truet med at flytte, pakket mit tøj og sat det på bordet, sendt ham billeder af lejligheder, tlf på skilsmisseadvokat.
    Jeg har stadigvæk så dårlig samvittighed over at have behandlet ham sådan og plages af tanker om, at hvis jeg ikke havde sagt disse ting var han nok ikke kommet så langt ud og jeg måtte ikke have stillet ultimatum og have flyttet. Ligenu er jeg fanget i følelser af skyld, medlidenhed, vrede. Hvis jeg nu bare havde kysset ham lidt mere, dyrket noget mere sex, rost ham for gulvvask, eller for at have redt sengen, snakket noget mere, ikke brokket mig småting osv.
    Ville du gå tilbage til ham hvis han gennemfører et behandlingsophold spurgte en veninde – nej for jeg vil være evig angst for et tilbagefald og hvad det vil tage med sig af endnu flere skader på vores søn. Mht mig selv ved jeg, at jeg ikke ville kunne lade være med at kontrollere ham for det er så indgroet i hele min adfærd. Et ex, på mit arbejde stod en tom sodavandsflaske med en væske i der ikke matchede etiketten indhold og som indgroet vane uden overhovedet at tænke over det skruede jeg proppen af for at snuse til indholdet – efter jeg satte flasken gik der ca. 1min og jeg tænkte fuck den er helt gal med dig du er virkelig ramt af at bo med en alkoholiker.
    Jeg kan ikke klare synet af øldåser, jeg hører stadigvæk protrækkeren, jeg kan næsten ikke aflevere tomme sodavandsflasker i automaten for der lugter ligesom hjemme i skuret hvor kassen med tomme øldåser og vinflasker stod.
    Lugten af gajoler og original stimorol giver mig kvalme for jeg har fundet et utal at løse tyggegummier og gajoler i bukselommer og jakker sammen med de evigt løse småpenge han altid havde inden jeg vaskede tøjet.
    Når jeg ser tilbage kan jeg se hvor hurtigt jeg har rendt for at få enderne til at hænge sammen.
    Passet fuldtidsjob som lærer, taget videreuddannelse, planlagt jul, fødseldage, ferier lavet mad, handlet ind, gjort rent, lavet lektier med vores dreng mm. Alt efter nøje skemaer for i en familie med alkohol ved man aldrig hvad dagen bringer og så giver skemaer en følelse af kontrol. Her det sidste år planlagde jeg altid dagen i hovedet ud fra det udgangspunkt at jeg var alene fordi han svingende sådan.
    Hvorfor er du ikke flyttet for lang tid siden spørger folk – jeg har prøvet at flytte. For 3 år siden i 2 mdr. Han lovede at skære ned og styre det og jeg flyttede tilbage. Vi var omkring et misbrugscenter, men han fik overbevist konsulenten om at han ikke havde et misbrug og jeg stod tilbage som hende der var til grin i min mands optik. Jeg lærte da, at en alkoholiker kan man ikke stole på. Overhovedet. Han begyndte igen efter 3 dage, så var der lørdag og 1 flaske rødvin røg på 2 timer og han skulle nok selv styre om han skulle drikke 2 glas eller en hel flaske. Så tog jeg ham i at stå og drikke naboens øl i garagen mens de var på ferie og vi passede deres hus. Flytter man så igen efter 3 dage, nogle gør måske, jeg gjorde ikke for jeg skammede mig over at have været så dum at falde for hans løfter og kunne ikke bære at vores søn skulle flytte igen. Han var så glad over at vi igen var sammen som familie.

    Hen over foråret og sommeren sidste år eskalerede hans forbrug. 10 – 15 genstande dagligt – både øl og vin. Ringede til Tjele en dag og den søde kvinde jeg talte med sagde at jeg kun så toppen af isbjerget, at han drak mere end det jeg havde styr på.
    Hvad fik dig til at gå endu en gang spurgte min psykolog – Han tabte besindelsen sidste sommer, råbte og skreg af både vores søn og jeg 2 gange på offentlige steder, brugt rigtig mange penge han ikke ville gøre rede for, men dråben var nok den aften hvor han flippede ud kl 21.00 om aftenen da der ikke var flere panodiler og vores søn så sad med tynd mave kl 22.00.
    Mit hjerte er fyldt med sorg, smerte, medlidenhed, vrede, frustration, men det er intet sammenlignet med det vores søn har oplevet i alle de år han kan huske, for det er ødelæggende for en familie når der er alkohol som det synlige/usynlige ekstra familiemedlem som ingen kan styre og slet ikke mig og vores uanset hvor meget jeg har prøvet.
    Min hjerne har fucket med mig, det er først nu jeg kan begynde at kigge ind på vores lille familie og se hvor ødelagt den har været. Jeg har siddet i en karrusel hvor dagene, årerne har gået. Jeg har passet mit job, hus/have, Jeg klarer mig nok, men vores dreng har fået ar og skader på sjælen og det tilgiver jeg aldrig mig selv
    Hvad skal der ske nu? Jeg ved det ikke, jeg tager en dag ad gangen, Passer mit arbejde, sørger for min søn passer skole, fritidsaktiviteer, og får den nødvendige ro han skal have . Af sind er han blevet en lille voksen mand i en 11 årig drengekrop. Han tanker og refleksioner over livet rammer mig dybt i hjertet.
    Selvom vi er flyttet bekymrer han sig stadigvæk over far og hans helbredstilstand. Vi snakker, han går til psykolog og jeg håber hans så læges men han vil altid have dybe ar i hans sjæl.
    Han har set og hørt alt for meget og stille og rolig begynder mine næste bekymringer at gå på om jeg om 20 år bliver ringet op af en svigerdatter der beder om hjælp fordi hendes mand endnu en gang er flippet ud eller ligger døddrukken inde på børneværelset……..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *