ER DU PÅRØRENDE?

Det her bliver et meget personligt blogindlæg. Jeg skriver det fordi jeg oplever at en stor gruppe mennesker bliver overset og ofte misforstået. Jeg taler om at være pårørende. I mit tilfælde til alkoholikere.

Det er okay at passe på sig selv. Som pårørende kan det være en af de største udfordringer.

I mange år, faktisk flere årtier forstod jeg ikke min mor. Jeg forstod ikke, hun lod mig og min søster være i familiepleje i lang tid. Og jeg forstod slet ikke, at hun en dag pakkede vores ting og vi en kold november nat lå på madrasser i et tomt hus langt ude på landet i Jylland. Væk fra Hellerup, væk fra mine venner, væk fra mit liv. Og værst (eller bedst) væk fra min far. Jeg forstod ikke hun ikke kæmpede for familien, for os og for min far.

Jeg var godt klar over min far ikke var, som de andre fædre. Min far var en temperamentsfuld, crazy kunstner med alt for meget alkohol i blodet. I starten var det fest og farver den sidste tid af hans 44 årige liv var det bunden af alt, flasken, livet og samfundet. Han døde alene på Nørrebro, måske af en anden sygdom, måske af druk. Men fakta var, at min mor ikke kunne klare det mere. Hun samlede min søster, mig og vores ting sammen og valgte livet. Et liv uden angst, slåskampe og druk.

Sammen med min far.

Jeg bebrejdede hende det. Vi efterlod min far i sølet. Jeg følte skam og skyld. Jeg forstod ikke hvorfor hun, resten af familien og vennerne ikke hjalp. Hvorfor var der ingen der ville redde ham. Hvorfor lod de mig miste min far?

I dag forstår jeg bedre. Jeg forstår, at man skal passe på sig selv. Jeg forstår også at nogen måske kan leve med en misbruger og andre ikke har kræfterne –jeg var i den sidste kategori. Jeg ved det fordi jeg selv en dag endte i samme situation. Dog ikke så grelt som min far. Men fornemmelsen af at miste sig selv, at syne hen og at alt ender med at handle om misbrugeren. Det kunne jeg ikke holde til.

Er du pårørende, må du ikke glemme dig selv. Bed om hjælp også selvom det kræver ekstra kræfter.

Grunden til jeg skriver dette indlæg er fordi jeg forlede dag så ’Mens døden os skiller’ på DR1 (se den). Her handler det om sygdom. Lasse får ALS og Ina kæmper hjemme med fire små børn. Hun kan ikke holde ud at være i forestillingen om et ægteskab med Lasse, der sidder på plejehjem og ikke kan røre sig. Det virker umiddelbart hårdt og voldsomt, at hun har behov for at trække sig fra en mand, der er er så ulykkelig og jeg fik straks sympati for Lasse. Men efter noget tid, kunne jeg pludselig mærke mig selv i mit forløb som pårørende.

Ina blev forladt af ham hun elsker, fornuften ved godt det er en sygdom. Men hun er ensom og hun giver og giver. Det eneste hun trænger til er at blive holdt om, at Lasse kommer tilbage og passer på hende, at han bliver den mand hun giftede sig med. Jeg tror ikke hun på noget tidspunkt ikke elsker Lasse. Men hun er vred. Vred på sygdommen og på livet. Instinktivt skubber hun ægteskabet væk. Det, der smerter hende. Det, som ikke mere er som det var. Det liv og den mand hun elskede.

Jeg har hørt flere omtale programmet og hvor hård de oplever Ina. ”Hun kunne godt kæmpe lidt mere for sin mand”. Men Ina kæmper jo. Jeg tror ikke man forstår hvilken ensom kamp, det er at være pårørende og i det her tilfælde er det helt håbløst, for som hun siger ”man ved ikke om det tager to eller ti år”. Skal Ina ikke holdes om i ti år fordi det forkert i forhold til vores uskrevne regler?

Det er lidt anderledes, at være gift med en alkoholiker. Det ER en sygdom og jeg vil mene at nogle få er uhelbredelige syge. Men størstedelen kan behandles og få et godt liv uden alkohol. Ikke desto mindre oplevede jeg, at modtage mails fra flere, da jeg kastede håndklædet i ringen. Jeg blev bebrejdet, at jeg ikke kæmpede mere for et menneske, der lå ned. Udefra kan jeg godt forstå reaktionen. Jeg tænkte jo det samme om min mor. Stakkels mand, der sidder alene tilbage. Men problemet er, at du som pårørende til en alkoholiker bare er statist i den andens liv. Du sætter ikke dagsordnen. Det er alkoholikeren, der er syg. Så din største kamp er at skaffe hjælp til ham/hende. Fjerne flasker, rydde op og rejse den ulykkelige person du elsker op, igen og igen.

Det er svært at være syg af alkoholisme. Men det er også meget svært, at være pårørende (modelfoto)

De får omsorgen og hjælpen. Mens du selv falder mere og mere sammen. Det svære er også at alkoholisme er så stort et tabu, så det er ikke nemt, at dele det med nogen, for hvis det hele ser perfekt ud på ydersiden, er det hele sikkert godt.

Jeg har aldrig prøvet at se så perfekt ud mens alt indeni var uperfekt.

Mit spørgsmål til dig. Er det en falliterklæring at sige ”jeg kan ikke mere?”

Hvad gør det ved os andre, at nogle opgiver kærligheden og ægteskabet fordi, der ikke er flere kræfter tilbage? Hvorfor har vi brug for at mene det er for dårligt?

Jeg oplever der er alt for lidt fokus, forståelse og omsorg overfor de pårørende. Jeg følte mig i hvert fald uendelig alene og sårbar og jeg forstår så godt, at min mor valgte at passe på min søster, mig og sig selv. I dag er jeg dybt taknemmelig for hun gjorde det.

I dag gør det ikke noget, at være uperfekt udenpå. Jeg har valgt mig selv og har det godt indeni.

 Her finder du gode råd til at konfrontere en alkoholiker

Er du selv pårørende vil jeg elske, du deler din historie med mig. Måske er du kommet over på den anden side og har nogle gode råd til andre der læser med. Du kan godt skrive anonymt herunder.

 

 

9 Comments

  • Kamilla Lauenborg siger:

    Jeg har, on and off gennem seks år, været i forhold med en misbruger.
    Alt handlede om hans misbrug, på den ene eller anden måde. Og langsomt mistede jeg mig selv. Jeg var åben overfor mine veninder og forældre, men stadig SÅ alene, da de på ingen måde kunne sætte sig ind i min situation.
    Via pårørendegrupper fandt jeg ud af, at jeg havde en valg. Jeg kunne gå. Modsat andre i grupperne, som var forælder/søskende/barn af en misbruger, og derfor var knyttet på en anden måde.
    Jeg traf en valg. Jeg valgte mig. Og gik.
    Det tog et par år indtil jeg var helt ude på den anden side. Og arrene sidder her stadig, og vil nok altid gøre.
    Men jeg valgte mig; hvilket er det bedste, jeg har gjort for mig selv ♥️

    Mit bedste råd. Uanset hvor svært og tabubelagt det er, så skal du ALDRIG gå alene med det.
    Der findes hjælp for pårørende.

  • Malene siger:

    Helt fantastisk indlæg. Jeg kender så meget følelsen efter nogle meget svære år med sygdom og misbrug hos mine forældre, da jeg var ung. Det var en kæmpe lettelse for mig (og dem), da de døde med 1,5 års mellemrum, da jeg var 33-34 år. Jeg har godt nok skulle høre fra mange, at jeg ikke gjorde nok for mine forældre, ikke besøgte dem nok på hospitalet (i perioder holdt jeg mig væk), og at jeg var alt for egoistisk. Men jeg forsøgte bare at overleve, tage en uddannelse, komme igang på arbejdsmarkedet og ikke mindst danne min egen personlighed der i 20’erne.

    Jeg havde også SÅ meget sympati for Ina i dokumentaren. Jeg bliver så træt og vred over, at andre mennesker skal dømme folk på en situation, de ikke kender og slet ikke kan sætte sig ind i. Når man som pårørende siger fra og er “egoistisk”, så gør man det, når det er allesidste udvej for egen overlevelse. For vores baturlige reaktion er at hjælpe, hjælpe og hjælpe endnu mere. Hvis man ikke har stået i situationen selv, kan det være meget svært at forstå, og så bliver det nemt blot at dømme andre.

    Så endnu engang et kæmpe TAK for, at du som offentlig stemme siger disse ting højt❤️

  • Anonym siger:

    Tak fordi du deler. Kan kun sige din mor er en sej kvinde. Står i hendes situation og det er et svært valg hun har træffet men det vigtigste! Alkoholisme er virkelig tabubelagt og at være pårørende endnu mere. Tak igen fordi du deler. Det hjælper andre!!!

  • Anonym siger:

    Fantastisk at du bringer dette emne frem i lyset.
    Jeg har også levet et liv med en misbruger. Trods at det nu er 6 år siden jeg valgte mig selv og et stabilt og trygt liv for børnene, KÆMPER jeg stadig med eftervirkningerne, følelsesmæssigt, økonomisk og ikke mindst børnenes velbefindende. Det er uforståeligt (ubeskriveligt) så drænet og ændret man bliver, og det skal man vidst have prøvet på egen krop for at forstå.
    Jeg hørte også Inas hårdhed (i programmet), men så også hendes grundløse træthed og energiforladte øjne, og jeg fik den dybeste sympati med hende. Tænk at blive ‘forladt’ af sin elskede, stå med 4 børn (og hus, og økonomi og vasketøj og indkøb og bla bla bla😬) og som hun siger, bare ‘give og give og give’.
    Hvem aflastede hende og passede på hende?
    Hvad gav hende næring og positiv energi?
    Jeg har faktisk efterfølgende forsøgt at finde hende, da jeg forestiller mig at hun får nogle knubs efter udsendelsen. Ikke at jeg var ‘enig’ i alle hendes beslutninger (men jeg ved også at et tv-program bliver vinklet og redigeret), men for at sende kærlig energi til hende og udvise forståelse for hendes situation. Det er så let at sidde i sofaen og dømme, men puha, hendes vrede, bitterhed og træthed gik lige i maven på mig.
    Igen TAK Louise, fordi du bringer dette frem❤️

  • Anonym siger:

    ….bundløs træthed, skulle der stå👍🏼

  • Well. Jeg er så i den modsatte situation.
    Jeg er lige blevet forladt, fordi et års sygdomsforløb var for hårdt. For ham. Selvom det ikke var den store hjælp eller støtte jeg fik og klarede alt omkring det benhårde forløb selv

    Så jeg er med på at det er hårdt at være pårørende. Men nej, jeg synes det er for nemt at gå fordi man ‘skal passe på sig selv’
    Begge dele burde kunne lade sig gøre

    Ps. Jeg er rask igen.

    • Louise Dorph Louise Dorph siger:

      Kære dig
      Først, mange, millioner, gange tillykke med du er blevet rask igen! Og hvor er jeg ked af din kærestes kærlighed ikke kunne holde til dit sygdomsforløb. Det må gøre så ondt. Det er vigtigt for mig, at sige, at jeg ikke synes man bare skal forlade skuden så snart, der trækker vand ind. Man skal kæmpe, hvis man elsker og man skal kæmpe meget. Det jeg mener er, at hvis man selv og ens børn er ved at drukne så skal man redde resterne inden alle forvinder. Grunden til jeg brugte Ina som eksempel var fordi jeg følte jeg kunne se, hvorfor hun skubbede ham væk. Det var måske i virkeligheden fordi hun elskede ham så højt og smerten over at miste ham var så stor. Og så også, fordi hun havde fire små børn, der skulle have et dejligt og normalt liv 🙂 Der var ikke meget Ina tilbage og så handler man måske ikke helt hensigtsmæssigt 🙂
      Personligt, kender det jo kun i forhold til at være pårørende til misbrugere. Og jeg var ikke stærk nok på den lange banehalvdel. Måske er det en falliterklæring, måske? Ikke destomindre har jeg et varmt, trygt og lykkeligt liv i dag.
      Tak fordi du svarede mig herinde og gav en anden vinkel. Jeg ønsker du finder en kærlig og vedholdende kærlighed igen.
      Kh. Louise

  • Louise B. Greve siger:

    Mærkeligt som, at være pårørende til en misbruger, sætter knuden i maven i oprør, hver gang jeg hører om dette problem. Jeg mistede min mor i 1997, dengang var jeg 26 år og fandt min mor ligge død på gulvet på hendes værelse, tirsdag den 2. december om formiddagen. Jeg havde nogle dage forinden været på besøg og dér fortalte hun, at hun var faldet ned af de sidste trappetrin. Hun havde ondt og lå i sin seng…. men det gjorde hun jo så tit!! Jeg glemte det jeg havde lovet… at ringe til lægen om mandagen… det skulle jeg jo ikke have glemt… dagen efter døde hun. Hun havde et hul på den ene lunge… men “heldigvis” havde hun også en promille på 1,5…. her 21 år efter har jeg stadig dårlig samvittighed over dette!! Men hvad kan jeg bruge det til??? Ikke noget godt i hvert fald.
    Da jeg gik i 7. klasse fandt jeg ud af at min mor drak. Hun var skabsdranker og nogle dage var bedre – for mig – end andre. Min far kæmpede en brav kamp, for at gøre hverdagen tålelig for min søster og mig. Min søster som er 6 år yngre, har set en helt anden side af mor end jeg har! Min mors alkoholmisbrug fortsatte og det blev sværre at skjule. Var det fordi min mor ikke havde den rette opbakning??? Jeg ved det ikke… men det er rigtig, rigtig svært at hjælpe nogen som ikke ønsker det.
    Det krævede også utrolig meget mod fra mig! Jeg kunne f.eks. ikke konfrontere min mor med hendes misbrug, når hun var ædru og “klar i hovedet”. Når hun var ædru elskede jeg hende så højt og ville ikke såre hende med mine problemer. Jeg var bange for at ødelægge dét lille håb om ædruelighed og kærlighed, som måske kunne redde hele familien.
    Mærkeligt… derfor var det lettere for mig, at konfrontere hende med det, når hun var fuld – for så havde jeg altid ret!?
    Jeg elskede min mor, men hendes misbrug har gjort mig til en anden person, end hvis hun ikke havde et misbrug. Ingen tvivl om dét! Og jeg ville allerhelst have været foruden!!
    Min far blev i forholdet til min mor, for som han sagde… “ellers går hun helt i hundende”. Men det har sin pris!!!

  • ilse siger:

    Jeg har levet med en misbruger og..måtte osse gå med to børn selvom jeg varcskide bange for ham… man slipper der det aldrig men lærer at leve med de ar det gav…. mange år senere røg jeg så selv i fælden… min dejlig mand fik mig til st forstå at det var et problem for os allesammen og jeg er ham dybt taknemlig for han holdte ud…
    Idag er detcså min tur til at “betale” tilbage da han er uhelbredelig syg af kræft. Jeg har plejeorlov og har lovet min mand at han skal dø herhjemme med min hånd i sin…. puha godt I ikke kan se mine tårer… jeg har ose lyst til at kaste håndklædet i ringen… for det er så umenneskelig hårdt… og nogen gange tænker jeg med mega dårlig samvittighed.. er det her ikke snart slut… men kunne aldrig drømme om at smutte …. han har været der for mig i snart 18 år… og vores kærlighed til hinanden gør at vi klarer det….så osse godt de to udsendelser og tudede mig igennem dem..da de ramte lige der hvor der gør allermest on

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *