DET SMAGER LIDT AF URMENNESKE

Et bål på hjul er min bedste investering. Se her, hvordan det ser ud og få mine opskrifter på nogle virkelige gode pizzaer og en god måde at få ro i sjælen på.

En stille stund i sommerhuset inden maden bliver serveret.

En af mine bedste investeringer (faktisk min eneste, indrømmet) er mit sommerhus. Jeg købte mit lille frirum i 2009. Huset er på små 90 kvadratmeter, og det trængte i den grad til en kærlig hånd. Huset var laksefarvet, køkkenet var lilla, taget stod til udskiftning og terrassen var med gamle, slidte fliser.

Det var tydeligt, at huset havde brug for en kvinde og en god omgang knofedt. Så jeg tog fat, fik hyret håndværkere til det, jeg ikke selv kunne, knoklede løs og langsomt forvandlede mit “Lykkehjem” sig til det hus, jeg havde drømt om.

Nye gulve, nyt tapet og gamle møbler.

Nyt køkken, helt i hvidt og søde små pendler fra Louis Poulsen

Udover nyt køkken, nyt tag, nye gulve og ny terrasse, så havde jeg en ting, jeg bare VILLE have. Nemlig et åbent ildsted. Jeg lavede et i haven, hvor jeg og børnene kunne lave mad og lege indianere, men jeg manglede at få det op til huset og tæt på mit køkken, hvor jeg tilbereder maden. Den gode løsning dukkede op med den smukke pizzaovn fra Morsø. Hver sommer fra forår til efterår har den været i brug ikke kun til at lave mad på men også som hyggespreder. Mit behov for ild og bål bliver på smukkeste vis dækket.

Går du også også drømmer om at have sådan en på din terrasse, kan jeg kun sige “gør det!”. Det er så hyggeligt, og jeg er sikker på, at det er sundt at komme tæt på sit indre urmenneske ved at lave mad på bål og finde roen ved at dvæle over de smukke flammer, mens man venter på, at pizzaen er bagt færdig.

Pizza med nye kartofler, bagt i min pizzaovn

Børneleg i baggrunden. Mor gør klar til pizza, og de små laver snobrød på bål. Jo, jeg er ret glad for ild.

Min pizzaopskrift ca 3-4 stk.

Pizzadejen

Ca 10 gram gær
1.5 dl vand, det skal være koldt
300 gram pizzamel
1 spsk salt
1 spsk olivenolie

Bland vand, gær og salt sammen. Tilsæt halvdelen af pizzamelen, når gæret er opløst. Rør det sammen, sørg for alle klumper er væk og tilsæt olie og tilsæt resten af melet over to omgange – føles dejen for våd, så giv den lidt mere mel. Husk at ælte godt og grundigt. Det er vigtigt at dejen bliver elastisk uden at være tør, så du kan arbejde med den.

Lad dejen hæve ca. en time, ælt igen, lav 3-4 boller og lad dem hvile en time.

Pestoen

75 gram parmesanost
75 gram pinjekerner
1 fed presset hvidløg
En potte basilikum
En potte persille
1 dl olivenolie
1 tsk citronsaft
Salt og peber

Del parmesanosten i mindre stykker og kom den i blenderen. blend og tilsæt pinjekerner. blend igen. Tilsæt hvidløg, de skyllede krydderurter, olivenolie, citronsaft og krydderier. Blend til pestoen er fast og cremet, juster med olie.

Tomatsauce:

Et halvt løg
1 fed hvidløg
1 tomat
1 dåse flåede tomater
1 dåse tomatpure (lille)
Oregano (og timian hvis du har det), fint det er tørret, jeg burger dog det friske fra haven
Basilikum, jeg tager toppen af en økologisk I urtepotte fra mit lokale supermarked
1 spsk olivenolie
Salt og peber

Jeg koger skifter mellem at koge det hele sammen et par minutter, først løg og dernæst hælder jeg de andre ingredienser i. Du kan også bare blende det hele sammen hvor det ikke er kogt men helt friskt. Begge dele fungerer for mig. Husk at smage til med salt og peber

Så skal der serveres

300 gram frisk mozzarella
Alt godt fra køleskabet, kartofler i ultra tynde skriver, Serrano skinke, Bresaola eller hvad du nu har.
Lækker olivenolie så du kan give det lidt fedt

Rul bollen ud til en bund. Smør tomatsauce udover bunden. Der skal være et lille stykke fri, hele vejen rundt langs kanten så du får en sprød skorpe. Fordel mozzarellaen jævnt over bunden og dernæst din topping, dryp tilsidst inden bagning med lidt olivenolie.

Bag pizzaen på højeste temperatur i ca. 4 min., til kanterne er gyldne og sprøde. Dryp din lækre pesto på og pynt evt med friske krydderurter. Drys eventuelt med lidt salt.

VÆRSGO AT SPISE 🙂

Pizza med pålægsrester og krydderurter fra haven.

Vil du se hele mit sommerhus. Kan du se det i den lidt gamle boligreportage i Bolig Magasinet. Se det her .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *