SORGEN DER (NÆSTEN) IKKE VILLE FORSVINDE

Hvad sker der når et barn mister en forældre? Jeg har aldrig undersøgt det og læst i detaljer om hvilken reaktioner, der kan komme. Jeg ved bare, at jeg har kæmpet med et kronisk savn og en evig smerte over at jeg, som otte årig mistede min far.

Min smukke far, mens fremtiden stadig var lys.

Min far drak. Det startede for alvor, da min søster var helt lille. Da jeg blev født opdagede han slet ikke jeg var kommet til verden. Han var en sød mand, men også sårbar og skrøbelig. Hvis han havde levet i dag, er jeg overbevist om, at havde han fået diagnosen ADHD. Jeg er ikke i tvivl om hans misbrug startede med at være en form for selvmedicinering.

Jeg husker ikke mange stunder med min far hvor han ikke var påvirket. Når han var ædru rystede han på hænderne og var sørgmodig. Når han var fuld var han voldsom og ofte aggressiv.

Mine forældre levede et bohemekunstnerliv og der blev drukket tæt igennem. I starten af de utallige fester var de voksne sjove og jeg måtte spise en masse slik og fik sodavand. Men som regel udviklede det sig og de ”forsvandt” og blev nogle andre voksne end dem jeg kendte. Jeg var bange og utryg. Min far blev ofte ret voldsom overfor min mor. Det skete at jeg gemte mig for at slippe for dem. Nogle gange forsøgte jeg også at redde min mor.

Min far var en ulykkelig sjæl. Han var misbruger og fortabt. Han forsøgte antabus fordi min mor krævede det. Men alkoholen vandt og han snød og løj sig til at drikke mere.

Jeg og min søster fandt ham på værtshuse og fik flødeboller, hvis vi ikke sladrede. Vi ville gerne ha flødeboller.

En dag fik min mor nok. Den gang forstod jeg ikke, at hun pakkede vores liv sammen og flyttede os til Jylland. Først så jeg det som et eventyr. Jeg glemte min far en kort stund, fordi min mor var glad og fordi livet blev nemmere. Jeg kunne invitere veninder med hjem. Der var ikke noget der var pinligt, der var intet at skjule. Alt så rigtigt ud.

Et af de få billeder jeg har, hvor jeg er sammen med min far. jeg bliver både glad og ked af det når jeg ser på det. Jeg kan se han ikke har det godt.

Min far savnede os, og mit savn begyndte også at spire. Min mor kunne ikke holde savnet væk fra os. Så en dag sad min søster og jeg i toget på vej fra Hobro til Nørrebro. Min far boede i Vedbækgade. Det lød så fint. Men det var det langt fra. Han boede på 4. sal i en kummerlig toværelses lejlighed med et lille bord, en stol og en madras på gulvet.

Han havde holdt sig ædru. Han ville så gerne vise os, at han var en god far. Men hans blik var fortabt, hans hænder rystede og lejligheden var beskidt. Det hele var så sørgeligt.

Jeg var syv år, lå på madrassen i soveværelset og mens tiden stod stille, kiggede jeg på et maleri han havde malet, hvor hans signatur stod tydeligt ”Houvenaeghel”.

Det var der jeg lærte mig selv, at stave til mit navn “Louise Houvenaeghel”.

Jeg kunne ikke holde ud at være der, men jeg kunne heller ikke holde ud, at jeg skulle rejse fra ham. Han var så ulykkelig.

Det var det sidste jeg så til ham. Den 2. Februar på min otte års fødselsdag forlod han livet. 44 år gammel. Hans bror fandt ham. Han lå alene. Han døde alene.

Da min mor fortalte det til mig, kravlede jeg ind i mig selv. Jeg kunne ikke græde. ”Flyttede” ud i naturen, ned i engen hvor åen snoede sig og forvandlede mig til en indianer, fantasien tog over og jeg legede mig igennem sorgen. Den gang fik man ikke tilbudt hjælp. Han havde det jo ikke godt, han var alkoholiker. Det var bedst sådan.

Min mor kyssede og krammede mig. Men hun kunne ikke udfylde mit savn og slet ikke min dårlige samvittighed over, at vi var flyttet fra ham og at vi ikke havde reddet ham.

Min far sammen med min storesøster og mig.

I dag, som voksen ved jeg jo godt, at en lille pige på syv år ikke kan redde en voksen. Jeg ved også at min mor kæmpede og gjorde sit bedste. De var sammen i mange år, hvor hun holdt ud fordi ”det skulle man”.

Min mor tog det eneste rigtige valg, at fokusere på sine små døtre og give dem en ny start. Et nyt liv.

Men hvad sker der med børn, når de mister en forældre? Der er naturligvis forskellige årsager. Min far var ikke en helt. Han kæmpede ikke til det sidste. Han var ikke en man viste billeder af og stolt fortalte om. Da min far dødede eksisterede han ikke mere. Den eneste der ikke ville slippe ham, det var mig. Jeg gemte fotografier af ham, som jeg kyssede godnat og jeg bad hver aften til ham, som var han en gud.

Sammen med min smukke og stærke mor.

Da jeg som 17 årig flyttede til København fra Jylland, ledte jeg efter ham. Men han var der ikke. Min far. Ham jeg ikke kunne sidde på skødet af, få bjørnekram af, ham der ikke lige kom forbi og hang en hylde op i min nye lejlighed eller bare fortalte mig at alt nok skulle gå, når jeg var lille og utryg. Han var væk for altid.

Den evige øl og min far.

Årene er gået og jeg er blevet voksen. Der er løbet meget vand i åen og jeg har draget egne erfaringer. Jeg er ikke holdt op med at tænke på min far. Men jeg har accepteret, at han ikke skulle være en del af mit liv. Jeg ville naturligvis ønske, han havde set mine børn. Men jeg tror helt barnligt han sidder deroppe og kigger på os og glæder sig over, at min mor passede så godt på os, at vi i dag er hele og relativt velfungerende. Jeg besøger kirkegården på min egen og hans fødselsdag. Han lever i mit hjerte og videre igennem mine børn.

Jeg er ikke i tvivl om min søgen efter min far har påvirket mit kærlighedsliv. Den erkendelse har givet mig ro i sjælen og gjort at jeg ikke søger mere, men mærker efter og er tro mod det jeg føler og ikke det andre forventer. Jeg fik ikke noget hjælp den gang. Ingen havde overskud til at favne eller lytte til mit savn. Derfor håber jeg virkelig man i dag har lært, hvor vigtigt det er at samle de børn op, der mister en forældre. Man kan ikke fjerne sorgen fra et andet menneske. Men man kan lytte og vise forståelse. Det er vigtigt.

Det varmeste og smukkeste smil, når han var ædru.

7 Comments

  • Maria siger:

    Et ærligt og varmt indlæg ❤️ Tak for du vil dele sådan en historie, jeg er total rørt. Over din kærlighed til din far, på trods af hvad han kunne give dig.
    Uanset hvilke udfordringer børn kommer ud for, skal vi være der for dem. Du har ret i at vi ikke kan tage oplevelsen fra dem – men vi kan lytte og forstå. Så de ikke bliver ensomme midt i sorgen.
    Endnu engang tak for du berører et emne som man ikke snakker om i Danmark. Kram til dig 😘

  • Signe Op. siger:

    Hvor er det en fin og sårbar fortælling!
    Min mor er psykisk syg, og jeg har taget mig af hende i mange år. For 4 år siden blev jeg dog nødt til at træffe en svær beslutning, som havde været undervejs i adskillige år. Jeg lukkede hende ude af mit liv. Ude af mine børns liv. Og selvom jeg nogle gange føler, jeg har frarøvet dem deres mormor, så ved min fornuft godt, at det ikke forholder sig sådan. Det er sygdommen, der har frarøvet dem deres mormor. Og det faktum at min mor ikke formår at erkende sit behov for professionel hjælp. Men hvor er det nogle gange uendeligt svært.
    Kram til dig.

  • Christel siger:

    Hej Louise
    Sikke et fint indlæg. Jeg ved ikke om du kan huske mig, med jeg boede også på Rebeccavej som barn, vi legede faktisk rigtig meget sammen, jeg tror faktisk at du var min bedste veninde på daværende tidspunkt. Jeg kan godt huske din far, kan huske at han altid gik i sorte træsko støvler. Så vidt jeg huske havde han også en sort motorcykel med sidevogn hvor du og jeg tit sad, når vi kom med ud på tur. Jeg elskede at komme i dit barndomshjem for det var så forskelligt fra mit eget. Mine forældre blev skilt da jeg var 8 år og måtte flytte fra mit elskede Rebeccavej, og jeg kan huske at en dag var dine familie bare vær, jeg kan slet ikke huske at vi fik sagt farvel til hinanden. Men nu ved jeg hvorfor og hvor du to hen. Jeg har mange kærlige minder om din far på trods af hans skæbne. Det var ikke noget jeg tænkte over når jeg var hjemme hos dig. Jeg mistede selv min far for 8 år siden, og jeg kan kun sige at det er det største tab i mit liv. Jeg elskede min far over alt på jorden og gør det stadig. Men at miste sin far, når man var på din alder, er simpelhen det værste, især også fordi man ikke dengang tænkte på børns sorg, som man gud ske lov gør i dag. Jeg er glad for at vide at det trods alt er gået dig godt, og at du har så meget at være stolt af.

  • Isabella siger:

    💜
    Jeg blev rørt og ramt og enig🍀

  • Ane siger:

    ❤️

  • Anette H siger:

    Puha, det var en barsk, men samtidig rørende og smuk beretning. Tak fordi du deler den med os ❤
    Jeg fik helt ondt i maven af at læse det.

  • Alice Stenberg siger:

    ❤❤❤

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *