DEN UDSTILLING VIL JEG SE

Jeg var ikke mere end teenager, da jeg fik mit første litografi i fødselsdagsgave. Og da jeg var 21 år reserverede jeg et af hans malerier, som var udstillet hos Susanne Ottesen i Gothersgade. Jeg havde dog ikke råd til det, men de 24 timer det stod i mit navn, var nogle meget lykkelige timer. Havde jeg lånt de 8.000 kr. i banken og købt det, havde jeg lavet en fantastisk investering. Hans værker er nemlig pænt dyre i dag. Jeg taler naturligvis om den danske kunstner Michael Kvium.

Kvium midt i maling og pensler. Foto: Sune Berg

Til september åbner Arken ved København en stor udstilling med helt nye værker af billedkunstneren Michael Kvium. I pressemeddelelsen skriver Arken, at han i en gigantisk totalinstallation folder vores samtids begivenheder ud på et bagtæppe af cirkusstriber og inviterer indenfor i CIRKUS EUROPA. Jeg GLÆDER mig meget til den udstilling.

Den 2. september åbner ARKEN dørene til Michael Kviums CIRKUS EUROPA.Foto: Sune Berg

Mange siger at Michael Kviums billeder er grimme, men i min verden er der en dyb fascination i det forvrængede, brutale og absurde. Måske fordi jeg beskæftiger mig så meget med skønhed og det poetiske i livet. For mig er han en modvægt, så der bliver balance. Udstillingen er beskrevet med disse ord

Europa i rampelyset

CIRKUS EUROPA er en tankevækkende udstilling om os selv og Europas kurs. I udstillingen opruller Kvium begivenheder, der tegner vores samtid og sammenfletter spørgsmål om turisme, underholdning, nyheder, flygtningestrømme, krig og klima. Med bidende ironi og rå humor bliver den politiske scene og hverdagslivet fremstillet som ét stort cirkusnummer.

Velkommen i manegen

Det teatralske er et grundelement i Kviums kunst og står helt centralt i udstillingen på ARKEN. I CIRKUS EUROPA bliver publikum involveret gennem gøgl, dramatiske tryllenumre og teatralske situationer. Kviums frastødende og fascinerende skikkelser fanger vores blikke og optræder for os, der er trådt ind i manegen. En både underholdende og foruroligende forestilling udspiller sig omkring os.”

Grotesk og dragende. Det Kviumske univers kan ikke lade mig være med at glo. Foto: Sune Berg

Er du også draget af dette grådige, vulgære, brutale og absurde cirkus? Så tag på Arken. Måske vil du få øje på noget poetisk midt i det grimme.

ARKEN 

MICHAEL KVIUM

CIRKUS EUROPA

2. september 2017 – 14. januar 2018

Foto: Sune Berg

Foto: Sune Berg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *